Sam Moss Annoncerer "Swimming" LP & Deler Titelnummer

Der er et fotografi af Sam Moss taget for flere år siden gennem et elaboreret glasmaleri-vindue i en 170 år gammel kirke, der er omdannet til et spillested i Catskills. Sam er på scenen og ramt af hjørnet af den nederste halvdel af vinduet, der er åbent på en skråning. Det gør ham lille og lidt uklar, men øjet søger og finder ham, fastholder ham i sigte.

Jeg kan ikke høre Sams musik uden, at dette fotografi kommer til minde. (Jeg indrømmer, at jeg tog det.) Han er en fremragende guitarist, en seriøs og tankefuld sangskriver og en selvbevidst, undertiden dristig sanger. Alligevel er alle Sams plader - og især hans nyeste, den udsøgte Swimming—har lykkes i at konstruere dygtige og effektive omgivelser for rigorøst søgende sange - afregninger og kampe med ærefrygt og undren, rædsel og desperation, skrøbelighed og udholdenhed - som formår at udvide sig langt ud over rammen af Sam Moss uden at miste ham til landskabet. Han kan give en ubehagelig fornemmelse af, at han bebor sine plader på en vis afstand, selv om det er hans optrædener af hans kompositioner, der er den centrale akse, omkring hvilken de drejer. Sam kan - Sam gør - synge "Jeg holdt...", "Jeg hørte...", "Jeg håber...", "Jeg prøver...", "Jeg danser...", osv., men den jeg-lighed - sangskriveren-sangerens standardvare, der så ofte bliver trættende med sin cul-de-sac-insisteren på sig selv - bliver lidt uklar, glider ud til periferien, mens den stadig kræver (men ikke forlanger) opmærksomhed. Hvis dette synes at være en tvivlsom dyd, overvej, hvordan en sanger af sange - selv en god sanger af gode sange - kan blive en kedelig selskab; hans jeg kan blive, hvis jeg må tale for mig selv i Ed McClanahans ord, "for mange for mig".  

Men jeg kan lytte til Sams plader igen og igen. De bliver ikke trættende. Han er en beskeden og meget gæstfri vært. Jeg er tilbøjelig til at tilskrive dette mindst delvist til hans yankeedom - New England-født, selv om han bor i Virginia nu - og den særlige, sære granit-reservat, der følger med dette område, selv om jeg også er på vagt mod at nedvurdere hans evner med stedsspecifik romantik. Jeg forestiller mig, at jeg hører, at ligesom Emerson, Moss' "musik er i bjergene", men det ville være lige så meget Central Appalachia som Monadnock: duftende af sjældnere luft i almindelighed. Så det er ikke stedsspecifikt, det er Sam-specifikt. Han er en skriver af generøse sange og en skaber af nådige plader. Det sker, at sangene er fantastiske. Pladerne også. Swimming er hans bedste hidtil. - Nathan Salsburg

"Swimming" blev skrevet en sommer inden for hørelsesafstand af Atlanterhavet, men jeg er ikke en særlig god svømmer, og det er måske ikke overraskende, at det ikke er en sang, der bogstaveligt handler om svømning. Jeg gætter på, at det måske tager sin inspiration fra mine mediocre svømmeevner, men det er virkelig mere en ufuldendt afhandling om at holde modsætninger inden for sig selv. Jeg ved ikke, om jeg nogensinde har skrevet en sang, der så åbent udtaler sin tese i korussen, hvilket gør mig lidt ubehagelig.

Ligesom hver sang på dette album, fik "Swimming" liv med hjælp fra bandet omkring mig. Kernegruppen for denne indspilningssession blev samlet specifikt til det og bestod af mennesker, jeg aldrig havde spillet musik med før. Den gruppe - Isa Burke, Sinclair Palmer og Joe Westerlund - fandt en smuk balance mellem tålmodighed og eventyr, da vi indspillede disse sange live med minimal repetition. Der var en dyb følelse af tillid i rummet, der løb mellem os alle og Alli Rogers og Missy Thangs (lydteamet), der sad i centrum af det hele. Jeg tror, det kommer til udtryk. Jeg elsker virkelig klokkerne, Joe overdubbede på denne.