Trompetisten Michael Sarian Udgiver Portishead-Cover "Glory Box" i Forventning af Ny Album ESQUINA på Greenleaf Records

Trompetisten Michael Sarian er en veteran af en myriade af ikoniske jazzscener, fra Kennedy Center til Blue Note, til Montreux Jazz Festival. Han er en etableret komponist og improvisator, der har flere udgivelser på 577Records, optagelser med Olec Mün på piano og coffee records, og med hans eget kvartet på ears&eyes og Shifting Paradigm Records. Han optræder med sin egen specialdesignede "SARIAN"-mundstyk, lavet i Frankrig af Atelier Donat. Og han er efterspurt og udmattet som sideman, hvor han spiller på stadionscener med velkendte popgrupper.

På sin seneste, Esquina, leder den Toronto-født, Buenos Aires-opvoksede og NYC-baserede musiker sit kvartet gennem over 55 minutter af rivende, hjørne-vendende jazz-eksploration, der vil glæde fans af Miles Davis' elektriske periode og Jeff Parkers ETA IVtet.

Hvad der er særligt bemærkelsesværdigt – – bortset fra den bemærkelsesværdige musik selv – er, at Sarian arbejder her med de samme musikere, han har arbejdet med på sine tidligere tre udgivelser. Disse optagelser var mere eller mindre værker af kammerjazz, for det meste akustisk, fyldt med smukke og klare melodier, og tegning sammenligninger med kunstnere som ECM veteran Kenny Wheeler. Esquina, dog, er en bevidst og dristigt skarp vending til pulserende jazz fusion, præget af vild, Jon Hassell-esque forarbejdet trompet, synthesizers og elektriske organer og klaver, og galoperende rytmer, der ikke ville være ude af sted på Agharta eller On the Corner.

Født af Sarians behov for at udfordre sig selv og sine samarbejdspartnere, blev musikken, der udgør Esquina, optaget med få eller ingen repetitioner og følger grafiske partiturer, der blev dannet ud fra tegninger og skitser, som Sarian lavede under fritiden, mens han var på en fire måneders stadionturné som sideman for en popband. I ikke ringe grad kan Esquina således betragtes som en slags skyggearbejde. Uanset om det var bevidst, intuitivt eller et sted imellem, reagerede Sarian på disse måneder med mainstream popmusik og en rigid turnéschedule med eksperimenter, eventyr og leg. Og i ikke ringe grad reagerede han på den stabilitet, han selv havde opbygget gennem at spille med Nathan Ellman-Bell, Marty Kenney og Santiago Leibson. Sarian kunne selvfølgelig bare have samlet et andet band, designet specifikt til at levere den æstetik, han havde i tankerne. Men ved at lokke en genopfindelse ud af dette etablerede crew, giver han Esquina en fornemmelse af dyb, men legende udfordring, og bygger på den næsten telepatiske forbindelse, disse spillere deler.

Som kunstner er Michael Sarian alt andet end stillestående. Han er på farten, åndfuldt tegner og følger sin egen vej. Og Esquina er et hjørne, der er vendt.

Om nummeret siger Sarian: "Jeg voksede op med at høre Portisheads Glory Box – jeg var et barn, da det blev udgivet, og derefter blev det en del af popkulturens stof, hvor det optrådte overalt på tv og film, og det har altid stået ved mig. Blandingen af sjælefulde vokaler og trip-hop-beats føltes unik. Mens jeg arbejdede på Esquina, indså jeg, at nummeret kunne passe rigtig godt ind i den mere improviserede, løst strukturerede eksperimentelle lyd, jeg var ved at udvikle. Den emotionelle vibe og atmosfæriske kvalitet af originalen lignede noget, jeg kunne fortolke på en frisk måde. Det føltes som en perfekt mulighed for at omarbejde en sang, der havde været med mig i så længe, samtidig med at jeg tog den i en ny retning."