Love Axe Deler "Blue Skies Above" Før LP Optimism Paranoia Desperation Abolition

"Før Nixon og Reagan brød fagforeninger og fremmede en konservativ dagsorden, der nu er i fuld blomst, var det folkemusikere, der sang mod sociale uretfærdigheder; Woody Guthrie, Pete Seeger, Bob Dylan og flere var pro-fagforeninger, anti-krig, anti-fascistiske og pro-borgerrettigheder. Deres våben af valg var ofte en akustisk guitar, 3 akkorder og sandheden.

Det er i dette krydsfelt af stille og raseri, at vi også finder produceren og genre-omstødtende sangskriver Christopher Hatfield på den femte Love Axe-plade, Optimism Paranoia Desperation Abolition.

Hvis du er fortrolig med Love Axe (sommetider et band, men primært Hatfield med bidragende gæster siden 2015), kan OPDA slå dig som en stilistisk venstrehåndsvending; væk er den indie rock og power pop, der prydede tidlige udgivelser som Phenomenomenons (2011) og South Dakota (2015). De funky, Prince-møder-Weezer (underligt, men det fungerede!) workouts fra THE FOOD (2021) og de futuristiske synths, der dominerede den instrumentale Linear Valley (2022), er også væk. I stedet er der noget mere intiment: en blidt strengt nylon-streng guitar og omhyggeligt placerede pynt (klarinet, piano, pedal steel, lidt bas og trommer her og der) leder vejen, og giver plads til Hatfields baryton til at være forrest og centrum, og lader hans forsigtige ord skylle over lytterne med den sårbarhed, der høres på plader af Bill Callahan, David Berman og Nick Drake.

"Jeg skrev denne plade som en måde at bearbejde og sørge over alle de forfærdelige ting, jeg lærte om, hvad menneskeheden og dette land er i stand til under den første Trump-administration. Og jeg kunne kun gøre det, fordi det var ovre - jeg tror ikke, man kan bearbejde traumer og sorg uden fordel af tid eller psykologisk afstand," sagde Hatifield.

Men det er 2025, og her er vi igen, i kløerne på fascistiske milliardærer, besat af hævn og ødelæggelse af planeten. Hatifeld fortsætter: "Så føles dette nu, meget sørgeligt, mere relevant for vores verden, end det gjorde, da jeg afsluttede det."

Det er dog blevet sagt, at dårlige tider kan hjælpe med at inspirere stor kunst - og det er fokus på OPDA. Gennem ni sange tager Hatfield os med på en overvejet, lang gåtur gennem den nævnte sorgproces, og forsøger at forstå, hvordan vi kom hertil fra starten, og hvordan vi kan gøre det bedste ud af det, mens vi alle stadig trækker vejret (trods den angst og depression, der lurker over vores hoveder som en mørk sky på regelmæssig basis). OPDA er en plade, der leveres i fire dele: ret og slet betragter den trajektorien fra optimisme til paranoia til desperation til ophævelse, alt sat til en soundtrack, hvor fans af Will Oldham, Wilco og soloarbejdet af Sunny Day Real Estates Jeremy Enigk vil finde trøst.