Scott C. Parks debutalbum, Crossing The Line, er sat at være udgivet den 23. maj

Scott C. Parks debuterer fuldlængde, Crossing the Line, er en rå, dybt personlig krop af arbejde, der
lander med stille selvbevidsthed og ubestridelig autenticitet.

Scott lod dette album udfolde sig organisk, skabte en uensartet men fokuseret indie-rock album,
uforstyrret af genreforventninger. Der er en varme og løssluppenhed her - tænk på Wilco's Yankee
Hotel Foxtrot og tidlige Pavement, men med en melodisk sans, der trækker fra Nirvana og tidlige
Sheryl Crow.

Hver sang føles som en levende, opført med samarbejdet af en velolieet band i stedet for en poleret
studiomaskine. Og selv om Scott hævder, at han har påvirket af John Frusciante til Courtney Barnett,
albummet føles tydeligt hans eget, grundlagt i personlige historier og præget af en vilje til at følge
musikalsk instinkt i stedet for trend.

Albumtitlen Crossing the Line bærer flere lag, hver undersøgt med lyriske nuancer. Den første
halvdel af albummet handler om den praktiske slagsmål af dagligliv og menneskelig erfaring, krydser linjen
fra ungdom til voksenliv, mens den anden halvdel handler om overgangen fra tro til skeptik. Det er
dybt selvbiografisk, men aldrig fremmedgørende, Scotts refleksioner er specifikke, men universelt resonerende.

En af de mere poetiske tråde kommer fra hans familie maritime tradition. “Crossing the line” henviser ikke kun til personlige trin, men også til en gammel handelsflådens ceremoni for sømænd, der krydser linjen ved ekvator, hvor rollerne bliver omvendt og traditionerne hægtet.
ækvator, hvor rollerne er omvendt og traditioner respekteres.

Åbningsnummeret og sidste single ‘Rose Pink Sky’, er en meditation over sjælekrusende rutiner i voksenlivet,
arbejde på en dagligdag, jagte efter finansiering, holde fast på kreative drømme gennem træthedens tåge. Teksterne er fyldt med vittigheder (en stor "Don't Stop Believin'" joke i vers to) og guitar-soloen er, ifølge Scott, "som en slagskydebane", eksploderende og dybt tilfredsstillende.
teksterne er fyldt med vittighed (en enorm 'Don't Stop Believin''-spøg i andet vers) og guitarsoloen er, i
Scotts ord, “like a slingshot rollercoaster launch”, berusende, eksplosiv og dybt tilfredsstillende.
‘Come Back To Me Dead’ håndterer mest poengent Scotts tab af tro og bliver albummets tema centrum: "‘med alle de kristne seende, himlen hangende på en tråd / Jeg gav
mit liv til Jesus og det kom tilbage til mig død".
mit liv til Jesus og det kom tilbage til mig dødt".

Det, der gør Crossing the Line særligt, er, hvordan det føles ubesværet. Scott C. Park prøver ikke at imponere
dig med studioteknik eller poetisk grandstanding. Han fortæller blot sin historie, om det er om tab af tro, at slippe af med komfort eller at skrive en guitar-solo, der lyder som at skree til Hebrideernes vind, og inviterer dig til at finde din egen reflection i det.