Trompetisten Michael Sarian udgiver Portishead-coveret "Glory Box" i forvejen af nyt album ESQUINA på Greenleaf Records

Trompetisten Michael Sarian er en veteran af en myriade af ikoniske jazz-scener, fra Kennedy Center til Blue Note, til Montreux Jazz Festival. Han er en etableret komponist og improvisator, der har flere udgivelser på 577Records, optagelser med Olec Mün på piano og kaffe records, og med sit eget kvartet på ears&eyes og Shifting Paradigm Records. Han optræder på sit eget custom "SARIAN" mundstykke, fremstillet i Frankrig af Atelier Donat. Og han er eftertragtet og uophørlig som sideman, spiller på stadion-scener med husnåbne navne i pop-verden.

På hans seneste, Esquina, fører Toronto fødte, Buenos Aires opvoksede og NYC-baserede musiker sit kvartet gennem mere end 55 minutter af spændende, hjørne-skiftende jazz-eksploration, der vil glæde fans af Miles Davis' elektriske periode og Jeff Parker's ETA IVtet på lige fod.

Det, der er særligt bemærkelsesværdigt –– ud over det bemærkelsesværdige musik selv –– er, at Sarian arbejder her med samme musikere, han har arbejdet med på sine tidligere tre udgivelser. Disse plader var mere eller mindre værker af kammerjazz, overvejende akustisk, fulde af smukke og klare melodier, og tegnede sammenligninger til kunstnere som ECM-veteranen Kenny Wheeler. Esquina, imidlertid, er en bevidst og modvilligt skarp skiftning ind i pulsrende jazzfusion, markeret af vilde, Jon Hassell-æstetiske bearbejdede trompet, synthesizere og elektriske orgler og pianer, og galopperende rytmer, der ikke ville være uden for plads på Agharta eller On the Corner.

Født af Sarians behov for at udfordre sig selv og hans samarbejdspartnere, var musikken, der udgør Esquina, optaget med lidt til ingen repetition og følger grafiske partiturer, der blev dannet ud af tegninger og skitser, som Sarian gjorde under ledig tid, mens han var på en fire-måneds turné som pop-bands sideman. I ingen ringe grad kan Esquina således tænkes som en slags skyggearbejde. Hvis det var bevidst, intuitivt eller mellem disse to, så svarede Sarian på disse måneder af mainstream popmusik og en fast ruteplan med eksperiment, eventyr og leg. Og i ingen ringe grad svarede han på den stabilitet, han selv havde bygget op gennem spil med Nathan Ellman-Bell, Marty Kenney og Santiago Leibson. Sarian kunne selvfølgelig have samlet en anden besætning, designet specifikt til at levere den slags estetik, han havde i tankerne. Men ved at trække en genopfindelse ud af denne etablerede besætning, giver han Esquina en følelse af dyb men spillevillig udfordring, og bygger på den næsten telepatisk samarbejdende følelse, disse spillere deler.

Som kunstner er Michael Sarian ikke stationær. Han er på bevægelse, åndfuldt tegner og følger sin egen vej. Og Esquina er et hjørne vendt.

Om sporet siger Sarian: "Jeg voksede op med at høre Portisheads Glory Box – jeg var en dreng, da det udkom, og så blev det en del af popkulturen, der dukkede op overalt på TV og film, og det har altid stukket med mig. Mixen af soulful stemmer og trip-hop-rytmer føltes unik. Mens jeg arbejdede på Esquina, indså jeg, at sporet kunne passe godt ind i den mere improviserede, løst strukturerede eksperimentelle lyd, jeg udviklede. Den emotionelle vibe og atmosfæriske kvalitet af den oprindelige virkede som noget, jeg kunne genfortolke på en frisk måde. Det føltes som en perfekt mulighed for at genarbejde en sang, der havde været med mig så længe, mens jeg tog den i en ny retning."